En god velkomst er starten på et langt bekendtskab
Vi kender alle sammen fornemmelsen af, at føle sig lidt alene. Det der med at dukke op et nyt sted, man ikke rigtigt kender, hvor der er andre mennesker, der kender hinanden, som ikke decideret holder en udenfor, men som heller ikke gør sig anstrengelse for at byde en fremmede velkommen indenfor.
Omvendt så kender vi nok også alle sammen den dejlige fornemmelse, hvor nogen kommer os i møde, giver en varm hånd til modtagelse, så vi føler at andre virkeligt gerne vil være sammen os.
Vi har været rundt i mange klubber i Danmark, og lang de fleste er enige om, at det at byde velkommen gennem personlig kontakt, hen ad vejen er blevet erstattet af beskeder på f.eks. hjemmesider, mails, Facebook og sms om at man kan møde op der og der, hvor nogen vil være klar til at tage imod. Vi ved også at det ofte sker at denne besked ikke er gået videre til f.eks. holdets træner, og så står man der lidt og træder sig over tæerne, samtidigt med at træneren bliver lidt halvirriteret – dels over ikke at have besked og dels over at der nu kommer endnu en, der måske ødelægger træningen, fordi vedkommende først skal lære at spille. Det er ikke en god start. Kort sagt er vi sikre på, at alle kan gøre sig lidt mere umage med, at få nye medlemmer til, at føle sig velkommen, og få en god start i klubben, og dermed have større chance for, at nye medlemmer bliver i klubben, simpelthen bare fordi der er dejligt at komme.
Herunder kommer vi med nogen ideer til hvordan klubben med små midler, og en lille indsats, kan gøre starten i jeres klub til en dejlig oplevelse.